Opskrift: Snickers Cupcakes

IMG_2426-2

Jeg elsker at bage. Det er afslappende og afstressende. Det gør mig i godt humør. Jeg elsker også at gøre andre glade med hjemmebag. Egentlig er jeg ikke selv den store kagespiser, hvilket jo nok også er heldigt nok, når nu jeg elsker at bage. Ellers ville jeg vidst aldrig komme af med de sidste overflødige kilo.

I fredags kunne jeg ikke rigtig finde på noget at lave, der var ikke noget der tiltalte mig, og jeg var i et lidt nedtrykt humør. Så jeg besluttede mig for at bage, for vi skulle også have gæster den aften. Det endte ud i en omgang Snickers Cupcakes, da min kæreste er vilde med dem, og vores ven som skulle komme den aften, havde længe spurgt om jeg ikke snart skulle bage dem, så han kunne smage dem. Så valget var let nok.

Så jeg gik i gang med at bage, og hyggede mig med det, så jeg kunne få nogle timer til at gå. Og de blev bestemt også modtaget med stor entusiasme af både min kæreste og vores ven.

Jeg er ikke selv til alt for søde kager, så jeg synes de smager lidt af hul-i-tænderne, hvorimod alle dem jeg har serveret dem for, oplyser mig om at de smager af en-mere.

Jeg vil hellere bare glæde folk med kage, og tage billeder af kage, end jeg vil spise det – jeg er lidt mærkelig på den måde, har jeg fået fortalt ;) Jeg har også anskaffet mig et par kage-fotograferings-rekvisitter, et skiferbræt (faktisk 2, i 2 størrelser) som jeg fik i fødselsdagsgave, og et bambus bræt som egentlig er beregnet som en kop-bordskåner, men jeg synes altså at den er meget flottere som en cupcake foto-rekvisit.

Jeg kunne ikke udvælge kun ét enkelt billede til at vise i indlægget her, så i får et par stykker – jeg håber i overlever ;) Skulle der sidde nogen derude og være interesseret i opskriften, kommer den herunder.

IMG_2442

IMG_2444

Ingredienser

Cupcakes 12 stk
125 g smør
125 g sukker
125 g mel
2 æg
½ tsk salt
½ tsk vanille
½ dl creme fraiche
1 tsk bagepulver
2 spsk kakao
2 hakket snickers
50 g hakket chokolade 70-80%

Frosting
100 g meget blødt smør
110 g peanutbutter, gerne crunchy
300 g flormelis
2 spsk mælk2 tsk vaniljesukker

Karamel sauce
115 g sukker
30 g smør
1 dl fløde
1/2 dl vand

Pynt
1 snickers bar
Evt. hakkede peanuts

Fremgangsmåde

Cupcakes
Opvarm ovnen til 200 grader og gør dine cupcake forme klar.

Smelt smørret og rør creme fraiche i. Pisk æggene i et ad gangen. Bland mel, sukker, kakao, salt, vanilje og bagepulver i en anden skål. Hæld væsken i lidt ad gangen og rør dejen til den er helt jævn og glat. Vend den hakkede chokolade og de hakkede snickers i.

Hæld dejen i forme og bag 15-20 min.

Frosting
Bland alle ingredienserne sammen. Er frostingen for blød, så tilføj mere flormelis.

Karamel sauce
Hæld vand og sukker i en gryde, og varm det over medium varme. Rør i blandingen til sukkeret er opløst. Stop med at røre, når blandingen koger, og lad det boble indtil det bliver karamelfarvet. Tilsæt smørret og pisk. Fjern gryden fra varmen når smørret er pisket ind, vent et par sekunder, og tilsæt fløden. Pisk godt til indtil saucen får en ensartet konsistens.

Dekorering
Brug sprøjtepose og tyl (hvis du har brugt crunchy peanutbutter, skal tyllen ikke være for lille) til at sprøjte frostingen på kagerne, når de er helt afkølede.
Dryp en lille smule karamel sauce over frostingen.
Skær snickers baren i 12 stykker, og sæt et stykke på toppen af hver kage.
Drys evt. med hakkede peanuts.

IMG_2438