Opskrift på lækre grove pølsehorn

Opskrift på grove pølsehorn

Opskrift på grove pølsehorn

Her hjemme er vi glade for pølsehorn, så når jeg bager dem, bager jeg i store mængder, så der er til fryseren. Jeg har afprøvet forskellige opskrifter på pølsehorn igennem årene, men jeg har aldrig fundet en som jeg vendte tilbage til igen. Derfor prøvede jeg igår at lave min egen version – og hold nu op de blev gode! Der er både hvedemel, grahamsmel og 5-korns blanding i – så de er ikke lige så kedelige som de normale hvede-pølsehorn.

De blev dejligt bløde og ikke tørre overhovedet. Og de smager stadig lige så godt i dag, dagen efter – både kolde og efter en 10 minutters tid i ovnen. Jeg har lagt en masse i fryseren, og jeg er sikker på at de stadig er gode efter at blive tøet op igen. Når jeg har prøvet at tø nogle op, laver jeg en opdatering her i indlægget.

Hvis du selv vil prøve opskriften, så kommer den her – jeg hører gerne tilbagemeldinger på opskriften, enten som kommentar her i indlægget, eller på Instagram med taggene @lonniejacobsendk og #lonniesdotdk

Grove pølsehorn – 12 stk
2,5 dl sødmælk
125 g smør
50 g gær
1 æg
3 spsk sukker
1 tsk salt
300 g hvedemel
200 g grahamsmel
75 g 5-korns blanding

6 bayerske pølser
1 æg til pensling
Sesamfrø

Fremgangsmåde
Smørret smeltes i mælken ved svag varme. Lad mælke-smør blandingen køle af til stuetemperatur, og rør gæren ud her i.

Æg, sukker, salt og 5-korns blandingen røres i.

Melet kommes i lidt efter lidt, og dejen æltes godt igennem. Hvis dejen klistrer og hænger ved når du rører ved den, så tilsæt lidt mere hvedemel, indtil den ikke længere hænger ved din finger når du rører ved den. Dejen stilles tildækket til hævning i 30 min.

Efter hævning rulles dejen ud i en pølse, og deles i 12 lige store dele. Pølserne skæres over på midten.

Rul dejen til en lang pølse og sno den rundt om en halv pølse. Sørg for at hele pølsen er dækket med dej.

Pølsehornene sættes til efterhævning i 15 min. Pensl pølsehornene med æg, og drys sesamfrø over.

Bages i forvarmet ovn ved 225 grader alm. ovn, i ca 15 min.

Kan serveres både lune og kolde, evt med favorit ketchuppen som dyppelse.

God fornøjelse!


Opskrift: Snickers Cupcakes

IMG_2426-2

Jeg elsker at bage. Det er afslappende og afstressende. Det gør mig i godt humør. Jeg elsker også at gøre andre glade med hjemmebag. Egentlig er jeg ikke selv den store kagespiser, hvilket jo nok også er heldigt nok, når nu jeg elsker at bage. Ellers ville jeg vidst aldrig komme af med de sidste overflødige kilo.

I fredags kunne jeg ikke rigtig finde på noget at lave, der var ikke noget der tiltalte mig, og jeg var i et lidt nedtrykt humør. Så jeg besluttede mig for at bage, for vi skulle også have gæster den aften. Det endte ud i en omgang Snickers Cupcakes, da min kæreste er vilde med dem, og vores ven som skulle komme den aften, havde længe spurgt om jeg ikke snart skulle bage dem, så han kunne smage dem. Så valget var let nok.

Så jeg gik i gang med at bage, og hyggede mig med det, så jeg kunne få nogle timer til at gå. Og de blev bestemt også modtaget med stor entusiasme af både min kæreste og vores ven.

Jeg er ikke selv til alt for søde kager, så jeg synes de smager lidt af hul-i-tænderne, hvorimod alle dem jeg har serveret dem for, oplyser mig om at de smager af en-mere.

Jeg vil hellere bare glæde folk med kage, og tage billeder af kage, end jeg vil spise det – jeg er lidt mærkelig på den måde, har jeg fået fortalt ;) Jeg har også anskaffet mig et par kage-fotograferings-rekvisitter, et skiferbræt (faktisk 2, i 2 størrelser) som jeg fik i fødselsdagsgave, og et bambus bræt som egentlig er beregnet som en kop-bordskåner, men jeg synes altså at den er meget flottere som en cupcake foto-rekvisit.

Jeg kunne ikke udvælge kun ét enkelt billede til at vise i indlægget her, så i får et par stykker – jeg håber i overlever ;) Skulle der sidde nogen derude og være interesseret i opskriften, kommer den herunder.

IMG_2442

IMG_2444

Ingredienser

Cupcakes 12 stk
125 g smør
125 g sukker
125 g mel
2 æg
½ tsk salt
½ tsk vanille
½ dl creme fraiche
1 tsk bagepulver
2 spsk kakao
2 hakket snickers
50 g hakket chokolade 70-80%

Frosting
100 g meget blødt smør
110 g peanutbutter, gerne crunchy
300 g flormelis
2 spsk mælk2 tsk vaniljesukker

Karamel sauce
115 g sukker
30 g smør
1 dl fløde
1/2 dl vand

Pynt
1 snickers bar
Evt. hakkede peanuts

Fremgangsmåde

Cupcakes
Opvarm ovnen til 200 grader og gør dine cupcake forme klar.

Smelt smørret og rør creme fraiche i. Pisk æggene i et ad gangen. Bland mel, sukker, kakao, salt, vanilje og bagepulver i en anden skål. Hæld væsken i lidt ad gangen og rør dejen til den er helt jævn og glat. Vend den hakkede chokolade og de hakkede snickers i.

Hæld dejen i forme og bag 15-20 min.

Frosting
Bland alle ingredienserne sammen. Er frostingen for blød, så tilføj mere flormelis.

Karamel sauce
Hæld vand og sukker i en gryde, og varm det over medium varme. Rør i blandingen til sukkeret er opløst. Stop med at røre, når blandingen koger, og lad det boble indtil det bliver karamelfarvet. Tilsæt smørret og pisk. Fjern gryden fra varmen når smørret er pisket ind, vent et par sekunder, og tilsæt fløden. Pisk godt til indtil saucen får en ensartet konsistens.

Dekorering
Brug sprøjtepose og tyl (hvis du har brugt crunchy peanutbutter, skal tyllen ikke være for lille) til at sprøjte frostingen på kagerne, når de er helt afkølede.
Dryp en lille smule karamel sauce over frostingen.
Skær snickers baren i 12 stykker, og sæt et stykke på toppen af hver kage.
Drys evt. med hakkede peanuts.

IMG_2438


Hindbærsnitter

I går prøvede jeg mit første forsøg på at bage hindbærsnitter. Vi havde nemlig fået noget hjemmelavet hindbærmarmelade af svigermor, så jeg havde lige alle ingredienserne hjemme.

Jeg har ikke selv smagt en hindbærsnitte siden jeg var barn, da jeg altid har haft det svært med kager med marmelade i – det er bare ikke mig. Men alligevel fik jeg lyst til at lave hindbærsnitter i går.

Jeg brugte Mette Blomsterbergs opskrift, fra Det Søde Liv. Men jeg kunne altså ikke rulle dejen ud på bordet, skære den i to stykker og derefter rykke stykkerne over på bagepapiret. Dejen var for blød – selvom den havde tilbragt en time i køleskab, men så snart jeg begyndte at rulle den ud, begyndte den at blive blød og klistret igen. Så jeg improviserede en smule – jeg rullede/trykkede dejen ud på bagepapiret, bagte den, og skar derefter dejen til en lige firkant, og skar den ud i to dele. Og det virkede helt fint – og meget nemmere :)

Og overraskende nok, spiste jeg 2 snitter – og hvad endnu mere overraskende var, så nød jeg dem ;)


Rabarbar, Solbær & Ribs Marmelade

I dag har Maja og jeg været i haven og samle solbær, ribs og rabarber, som blev til 3 glas marmelade :) Så nu bliver det spændende at se om den kombination er god, og om jeg overhovedet kan finde ud af at lave marmelade. Det var mit første forsøg i dag :)

I aften tager jeg hjem til mine forældre, på ferie i en uges tid – så jeg skal have pakket kufferten med alle nødvendighederne, glemmer med garanti noget ;)


Pastel Cupcakes

Jeg fik lige lyst til at bage nogle cupcakes her til aften. Så det blev til en omgang cupcakes med jordbærsyltetøj, og så farvede jeg dem lyserøde med pastafarve og så lige en lilla klat i toppen :)

Synes det ser så hyggeligt ud når cupcaken er farvet, så det måtte jeg lige prøve ;)

GRUNDOPSKRIFT PÅ CUPCAKES (12-15 cupcakes)
125 g smør
125 g sukker
125 g mel
2 æg
½ tsk salt
½ tsk vanille
½ dl mælk
1 tsk bagepulver

FREMGANGSMÅDE
Opvarm ovnen til 200 grader og gør dine cupcake forme klar.

Smelt smørret og rør mælken i. Pisk æggene i et ad gangen. Bland mel, sukker, salt, vanille og bagepulver i en anden skål. Hæld væsken i lidt ad gangen og rør dejen til den er helt jævn og glat. Bland dine ønskede smagsvarianter i, fx bær, chokolade, syltetøj, nødder eller hvad du nu lige kan komme på.

Du kan også farve dejen med pastafarve, for mere farverige cupcakes. (Husk at pastafarve er meget koncentreret, så der skal ikke meget i. Jeg plejer at dosere med en tandstik, indtil jeg synes farven er rigtig.)

Hæld dejen i forme og bag 15-20 min.